Lejerne er nu sikretSocialministeriet03/06-2004 Lejere behøver ikke længere at frygte at miste boligen som følge af store, pludselige lejestigninger eller større ombygninger. Socialminister Henriette Kjær (K) udtaler: ”Jeg har gennemført en række ændringer i lejelovgivningen, der sikrer lejerne imod store, pludselige huslejestigninger og imod at blive sagt op i forbindelse med udlejerens gennemførelse af større ombygninger. Jeg er glad for, at vi nu har fået en afbalanceret løsning, der sikrer lejerne tryghed i boligen.” Lovændringerne, der i dag er vedtaget af et enigt Folketing, vedrører to problemstillinger. For det første drejer det sig om de store, pludselige lejeforhøjelser, der er set varslet i visse nyere udlejningsejendomme. Grundlaget for disse lejeforhøjelser er den særlige lejefastsættelse, som gælder for disse ejendomme. De hidtidige regler indebar, at udlejere, der ikke løbende justerede huslejen, pludselig kunne sætte huslejen voldsomt i vejret. Med lovændringerne er der nu sat et loft for, hvor meget udlejer må hæve lejen. Desuden er det fastsat, at udlejere af denne type af lejeboliger skal oplyse, hvordan lejen vil udvikle sig i fremtiden. For det andet drejer det sig om de tilfælde, hvor udlejeren har opsagt lejere med den begrundelse, at ejendommen skal ombygges. I sådanne tilfælde var der ofte tale om, at lejerne ikke ville være i stand til at betale den husleje, som lejerne blev tilbudt at flytte tilbage til efter ombygningen. Med lovændringen er denne mulighed for at opsige lejere i forbindelse med større ombygninger nu ophævet. |
||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |